• Obduktion skal kaste lys over underernæret pukkelhvals død

    Источник: BDK Borsnyt / 11 апр 2025 05:12:15   America/Chicago

    Den 8,5 meter lange pukkelhval, der i sidste uge strandede ved Følle Strand på Djursland, har været underernæret. Det viser de første undersøgelser af hvalen, der fredag obduceres og opskæres ved Kaløvig Bådelaug - også på Djursland. - Allerede nu kan vi sige, at hvalen er for tynd i forhold til, hvad man ville forvente på denne tid af året. - Den vejer kun 4,3 ton, hvor den skulle veje seks til syv ton. Den har ikke fået nok mad, den sidste tid den har levet, siger biolog og direktør Heiko Buch-Illung fra akvariet og formidlingscenteret Fjord & Bælt. Der er også fundet parasitter i hvalens tarme. - Det er ikke unormalt, men mængden af parasitter er ret stor. Det kan have været en medvirkende faktor til, at hvalen har været svækket, siger Heiko Buch-Illung. Han håber, at obduktionen kan give vished om, hvorfor hvalen - en ung han på halvandet år - omkom. - Det kan være, at vi finder en infektion eller sygdom, der kunne være dødsårsagen, siger Heiko Buch-Illung. Pukkelhvaler er store bardehvaler, der en sjælden gang imellem lægger vejen forbi danske farvande. Det formodes, at den strandede hval var på vej mod nordlige farvande. Hvalen antages at være omkommet på dybere vand og herefter strandet nær Følle Strand. Ved fredagens obduktion er kødet blev fjernet fra knoglerne og organerne taget ud. Det gælder blandt andet det 29 kilo tunge hjerte. Der tages også en række vævsprøver, og resultaterne herfra ventes først klar på et senere tidspunkt. Det er dyrlæger fra Københavns Universitet, der står for obduktion og indsamling af veterinære prøver fra hvalen. Hvalkadaveret blev torsdag bugseret fra Følle Strand til Kaløvig Bådelaug. Det blev trukket af kystredningsfartøjet "Nordfalcken". Flere hundrede mennesker har ifølge Heiko Buch-Illung fredag fulgt arbejdet med at skære hvalkadaveret op ved bådelauget. De fagfolk, der skærer dyret op, er iført masker og beskyttelsesdragter. - Vi ved jo ikke, om det er en infektion, hvalen er død af, og derfor skal vi beskytte os i forhold til en mulig infektion, siger Heiko Buch-Illung. Hvalskelettet forventes at være klar til udstilling i 2026, hvor det vil få plads i en kommende 800 kvadratmeter stor tilbygning hos Fjord & Bælt i Kerteminde. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/obduktion-skal-kaste-lys-over-underernaeret-pukkelhvals-doed
Опубликовать